Besøg Hegnstrup

Hegnstrup er en besøgsgård for alle typer af grupper, og vi tilrettelægger besøget, så det passer til jeres ønsker og nysgerrighed. Uanset om det er børnehavebørn, skoleklasser eller studiegrupper fra ind- og udland, kan vi tilbyde en spændende og lærerig oplevelse med fokus på økologi, naturpleje, selvforsyning og gårdens drift.

Et gårdbesøg kan vare fra 2 timer til en hel dag og koster fra 1.000 kr. (excl. moms). Efter aftale kan der tilkøbes kaffe, te og brød.

Gårdbesøg for børn

Børn helt ned til 2-5 års alderen får en stor oplevelse af at se, hvor maden kommer fra. De kommer tæt på både husdyr og afgrøder og kan f.eks. prøvehøste gulerødder, smage på tomater eller måske endda opleve slagtning af en høne. Vi møder også naturens vilde dyr, insekter og planter. Efter aftale kan vi lave mad over bål med gårdens egne råvarer eller inddrage børnene i sæsonens landbrugsarbejde som at sætte løg, høste kartofler eller fodre dyrene.

Foredrag

Ønsker I et foredrag om Hegnstrup, økologisk jordbrug, frøforædling, sommerfugle eller naturen i landbrugslandet, er I meget velkomne til at kontakte Allan for en aftale.